DEN DØDE LØVINDE
Resumé: I sin bog ”Tro, sten og kærlighed” giver karrierekvinden, eventyreren og steneksperten Susan Moser sin opskrift på, hvorledes man kan opsøge eventyret. Det handler ikke blot om at rejse meget -men i endnu højere grad om at leve sig ind i andre landes kulturer, dyreliv, fauna og geografi. Hun er også storvildtjæger, men har kun skudt ”hvad vi selv kunne spise”. Novellen ”Den døde løvinde” handler nu ikke om jagt, men om at beskytte en bestand af vandbøfler, der skulle reddes fra en uhyggelig tørke i Zimbabwe. Betegnende nok var hun på bryllupsrejse med sin italienske mand. Året var 1992.
Af Susan Moser
Der findes et billede af mig. Jeg står ved det ophængte lig af en død hunløve og holder skindet fra løvens hoved mellem hænderne.
Løven blev skudt om aftenen. Den havde kredset om lejren i Matetsi i det nordvestlige Zimbabwe, ikke langt fra Victoria Falls og byen Livingstone. Vi skulle udsætte 200 vandbøfler i området. De var transporteret fra et tørkeområde og var afmagrede, sulte og stresserede over transporten i de store kreaturvogne, der hver kunne tage godt en halv snes af de store dyr på 300 til 500 kilo. Vi frygtede, at løven skulle angribe dem og endnu flere, der var på vej. Den ville ikke lade sig skræmme væk og blev i området. Vi kunne høre den brøle.
Da skuddet faldt, var jeg ked af, at jeg ikke havde været sammen med den ranger, der skød. At stå ansigt til ansigt med sådan en velvoksen, muskuløs hun på vel 125 til 150 kilo og en kropslængde på 175 cm kræver sit. Den oplevelse ville jeg gerne have med. Dengang gik jeg nu slet ikke på jagt. Året var 1992. Jeg var afsted med min italienske mand Fabio. Vi var nygifte og på bryllupsrejse.
Vi havde en fælles, grænseoverskridende passion for at filme og fotografere sjældne, vilde dyr. Men her var det ikke nok at filme. Løven var ifølge de lokale rangers nærgående og aggressiv. Da de ikke kunne jage den væk, var de nødt til at skyde den. Bagefter blev den hængt op og pelset.
Jeg så den først den følgende morgen. Om natten klokken tre kom den næste sending bøfler og jeg var kravlet op på de tynde jernstænger, der normalt holder en presenning for at fotografere dyrene. Det havde måske været modigt, men også ubetænksomt, for at falde ned mellem de store dyr, der var enormt stressede af hele situationen ville have været fatalt. Omtanke for den slags har jeg først fået meget senere. Dengang ville jeg være i forreste række, når der skete noget.
Løven var helt død. Man kunne se skudsåret ved skulderen og læse den imponerende muskulatur næsten uden fedtmarmorering hen over kroppen, der hang i bagbenene og endte med den afhuggede hals. Hovedet lå lidt til en side på billedet. Lige i nærheden af mig. Hovedet var ganske blodigt. Jeg blev bedt om at stille mig hen og posere med skindet fra dens karakteristiske løvefjæs. Jeg prøvede at smile, men det var lidt makabert. I dag havde jeg nok ikke gjort det. Efter jeg har fået jagttegn og været på storvildtjagt, har jeg kun villet skyde, hvad jeg selv vil kunne spise. Løvekød er ikke en af de retter…
© MOSER STUDIO 2020. All rights reserved.
© Moser Studio 2020. All rights reserved.